• White Twitter Icon
  • White Instagram Icon

© Niels Rysz

NORMAL

Vinden bestrøg Kongensgade nedefra med konstant styrke og blæste folk op mod det nye shoppingcenter Broen. Jeg fulgte strømmen halvvejs op og gik så i Normal efter linsevæske. Butikken var indrettet som en labyrint uden blindgyder. Jeg fulgte bugtningerne og lod øjnene vandre mellem varegrupperne, som vekslede frem og tilbage mellem personlig hygiejne, slik, kaffe og tilbage til plejeprodukter.

 

Ingen syntes at lede efter noget bestemt. Teenagepiger gik med kurven under armen i roligt tempo, spejdede oppe og nede på hylderne og ventede på den rette impuls til at købe.

 

Det hele lignede den ægte vare, men navnene var fremmedartede. Jeg fik øje på et glas med Nescafé, blot hed det ikke Nescafé, men Clipper. Slikket hed Ring Pop, Jolly Rancher og Topps. Wonka Nerds, Milk Duds og Twizzlers.

 

Var det her normalt? Det hele havde en smag af Alice i Eventyrland. En normal butik med normale mennesker og normale varer set gennem kalejdoskop, eller simpelthen en opiumspibedrøm.

 

Jeg kunne mærke mit greb om virkeligheden fly, det sev ud af mig. Jeg antog langsomt samme form som den hvide mand i butikkens logo. Mit kantede, tynde korpus med de hejrelignende træk flød ud. Min skarpt tegnede næse og de skarpe vinkler i kæbepartiet opløste sig i rundinger. Håret svandt ind og lod mig skaldet tilbage, næsen vendte nu ikke længere skråt nedad, men stak lige ud i en overdimensioneret, oval form.

 

Kroppen og armene var smeltet sammen til én form med hænderne aftegnet blødt omkring hofterne, som var de stukket i lommen, eller som var jeg iført spændetrøje. En lang, sort streg malede et dumt smil op på mit ansigt, hvor to store koncentriske cirkler med prikker i midten udgjorde øjnene. Jeg syntes at befinde mig storartet i mit vanvid.

 

Jeg så mig omkring og opdagede, at butikken havde haft samme effekt på de andre kunder. Alle gik glade og gale rundt i labyrinten uden mål og med. Her kunne der spares, det vidste vi. Det kunne vi mærke. Og hvor der kunne spares, kunne der købes desto mere. Jeg overvejede, om jeg skulle købe en ansigtscreme som supplement til den derhjemme, som lugtede en smule bittert af fabrik. Til sidst fandt jeg den linsevæske, jeg var kommet efter.

 

Så vuggede jeg op til kassen, hvor en længere kø havde dannet sig. Det hvide spøgelsestog flyttede sig kun fremad i små ryk efterhånden, som betjente kunder forlod butikken, for så vidt som man overhovedet kunne forlade den, for så vidt som den ikke parasitisk havde fyldt os ud og transformeret os, akkurat som en snyltelarve spiser en snegls indvolde for siden at puste store poser ud af dens ryg og kravle op i dens følehorn for at forlade den tomme skal igen via en sulten fugls fordøjelsessystem.

 

Damen foran mig fik en pose til sine køb, som udgjorde en bizar mosaik af kropspleje og farverigt slik. Jeg kiggede ind i ekspedientens sorte prikker og betalte for min linsevæske.

 

Tilbage på Kongensgade reflekterede mit hvide hylster solens stråler. Blæsten tog ved, og jeg svævede smilende af sted mod Broen.