HER DELER VI TOGET

 

Der er noget i blikkene i vognen; noget ekstra. Man kan ikke egentlig se det, men det er der. Vi forstiller os på denne stille måde. Lader som om, vi er i bogen, telefonen eller høretelefonerne. Men vi er i vognen, hele tiden i vognen.

 

Vores bevægelser er minimalt off i forhold til den naturlighed, de har, når vi er alene. 

 

Vores blikretninger vil så gerne være naturlige, men er så tydeligt forcerede. Vi kigger alle sammen væk fra hinanden, men samtidig på hinanden; øjnene er fravendte, men bevidstheden lurer på de andre som en kat ved højt græs.

 

Vinduet er det bedste sted at kigge hen. Men tunnelerne kommer i vejen og kalder blikkene hjem til vognen igen.

 

Jeg skal af i Aarhus. Vi venter i en lang kø gennem vognen på at komme ud. Jeg står bag den unge pige med det glattede, blonde hår og den hvide, korte pelsjakke. 

 

Hun rækker lidt dovent en hånd op og frem mod skydedørene og folder langsomt fingrene med de flere centimeter lange, sølvfarvede negle ud. Hånden svæver lidt frem og tilbage, så glider dørene op. 

  • White Twitter Icon
  • White Instagram Icon

© Niels Rysz