• White Twitter Icon
  • White Instagram Icon

© Niels Rysz

FAR, FAR

Tirsdag

Jeg har grædt på mine briller. Tårerne er tørret ind til en hvidlig plamage. Min far vil godt herfra nu, siger han. 

 

Han er begyndt at sove med åbne øjne. Jeg har slået det op på nettet og tror, det skyldes hypothyroidisme. Grundsygdommen er akut leukæmi. Når han ligger sådan og sover med åben mund og åbne øjne er det som om, han øver sig i at dø. Eller prøver.

 

I eftermiddags sagde han til mig, at jeg ikke var tryg ved ham som barn. Jeg kan godt huske, at hans vrede forekom mig voldsom, men jeg kan også huske, når han sad på hug, klappede i hænderne og bredte armene ud, og jeg løb alt hvad jeg kunne hen i hans favn og begravede hovedet i hans store røde skæg. 

 

Han siger, at de ikke satte nok grænser for mig, da jeg var lille, og at jeg blev et uregerligt barn. Men jeg har svært ved helt at finde ud af, om jeg havde en tryg barndom eller ej. Jeg var i hvert fald et nervøst barn, og det blev ikke bedre dengang, ét af de forsømte børn fra én af de andre blokke spærrede mig inde i bunden af affaldsskakten. Der var ikke noget håndtag indefra – eller også kunne jeg bare ikke finde det pga. mørket og panikken.

 

Onsdag

Det er min fødselsdag. Jeg får en Knausgård og en billet til en digtoplæsning af min kæreste. Der er et enkelt papirflag på bordet om morgenen, og ellers er det bare onsdag, og sådan vil jeg også helst have det. Min far kan ikke spise jordbær. Heller ikke noget andet. Jeg spiser mine færdige i køkkenet om aftenen mens han sidder i stuen og kaster sine op. 

 

Torsdag

Han sidder op i sengen i sin Alhambra-t-shirt. Han kan kun hviske nu, men han fortæller om Garcia Lorca. At han rejste rundt i spanske landsbyer og skrev sine skuespil med udgangspunkt i lokale forhold og sladder. Det er ti minutter siden, hjemmeplejen gav ham noget til natten. Det føles som en stor gestus, at han snakker til mig. Det er det også. Kræfterne er mest til ja og nej.

 

Min mor græder på helt uforudsigelige tidspunkter. Nogle gange er gråden helt ude af kontekst, som da hun fortæller min far, at naboen har lovet at hjælpe hende med hækken. Hun ved vist godt selv, at hun snakker om de praktiske ting for ikke at snakke om Det Andet.

 

Forleden vendte min far kortvarigt tilbage som sig selv. Min mor havde købt en pillefordeler og fortalte ham det. Så blev han pludselig helt vågen.

 

- Nå. Hvor har du købt den?

- På apoteket.

Så blev han endnu mere vågen.

- Nå, hvor meget måtte du give for den?

- 85 kr.

- 85 kr?! Den koster 9,50 i Harald Nyborg!

 

Så er der håb endnu, tænkte min mor glad. Far længe leve, sparsommeligheden længe leve. 

 

Min far smider ikke noget ud og køber ikke noget for sjov, og ikke for dyrt. Pengene var også få og små indtil 90’erne kom med huset og opsvinget. Radioen i køkkenet er et gammelt Philips-apparat, et slagtilbud i Aldi i sin tid. Det holdt op med at virke korrekt efter tre måneder. Displayet gik. Siden blev volumenknappen lettere utilregnelig, og senest er power-knappen sunket halvt ind i kabinettet.

 

-Man skal bare lige kende den, siger min mor. Man skal trykke mest ovre på venstre side af den.

 

Forleden kørte jeg en ca. 25 kg tung printer af mærket OKI fra halvfemserne på lossepladsen. Klassisk beige kabinet med mørklilla mærkat hen over betjeningsfladen. Vi måtte opgive at fjerne tonerhylstrene på genbrugsstationen. Pladsmanden bad mig slynge den op i en rullevogn med vægge i gittermetal. Med opbydelsen af alle mine kræfter fik jeg lempet den op over den høje kant, og den lagde sig til rette oven på det øvrige skrot med en høj, knasende lyd.

 

Hjemmet er en sær legering af god smag og prisbillige løsninger. Over den fine gamle slagbænk hænger noget kønsløst Herstal og lyser. Maden er hjemmelavet af friske råvarer, men så står der alligevel en æske chokoflager på køkkenbordet. Min fars hjemmelavede is med rom og abrikos er himmelsk, men en almindelig onsdag i min barndom kunne vi godt få Dr. Oetkers vanillebudding til dessert. Interiøret bærer præg af kvalitetssans med tilfældige lakuner.

 

Fredag

Jeg har været på loftet efter den gamle filmfremviser. Jeg faldt i staver over tusinde andre gamle ting, fandt sørøverskibet i playmobil, en PH-lampe, der sikkert kan indbringe 1.000 kr., hvis man tørrer den ren for edderkoppelort og et kassettebånd, hvorpå min bror med ubehjælpsom drenge-håndskrift engang har skrevet Megadeth – Most Wanted. Jeg var på vej ned igen, da brormand stak hovedet op over stigen og sagde: ”Hvis du finder min gamle officerskasket fra Den Røde Hær, så tag den lige med ned.”

 

Lørdag

Vi arrangerer Facetime mellem min far og hans bror, der ligger på hospitalet i Odense. Måske bliver det deres sidste samtale. Vi er bange for, de vil blive overvældede. At det vil være for hårdt at skulle sige farvel. Men vi burde have forudset, at de to tosser bare vil snakke om praktiske ting, som de altid har gjort. 

 

-Nå, du er indlagt?

-Ja, det er noget med foden.

 

Det nærmeste vi kommer tingenes sande tilstand er, da min far vedgår at være ”noget sløj”. Den absurde seance kulminerer med en snak om seks kagegafler, som min far gerne vil have fra deres fælles barndomshjem, hvor hans bror bor. Derefter hav det godt og farvel. Sådan slutter den sidste samtale mellem to brødre, hvis historie strækker sig bagud til min fars fødsel i september 1944. Sentimentalitet kan man ikke beskylde familien Olsen for.

 

Søndag

Jeg kører ud til Moesgård med min kæreste. De har et tema om døden og de døde. En mandlig kunstner fortæller i en video, at når man begraver sin partner, må man også begrave sig selv. Man er nødt til at redefinere sig selv og tage hul på en ny epoke i sit liv. Det fortæller jeg min mor. Hun er på den ene side afklaret med, hvad der venter, men på den anden side græder hun, når hun snakker om det.

 

Vi ser smalfilm fra 70’erne om aftenen. De er først i Slovakiet, så er de i Wien, så dukker jeg op som to-årig, og vi er i Tivoli Friheden og ude at kælke i Mols Bjerge. Selvfølgelig er der noget galt med den oldnordiske fremviser, og selvfølgelig tager min far sine briller på og beder om at få den over i hospitalssengen. En lampe skal skiftes, og han ved hvordan. Han har altid repareret alt fra radioer over vaskemaskiner til biler. I nogle år var stuen fuld af andre menneskers fine farvefjernsyn, hvor billedrøret var gået. Vi havde selv kun sort/hvid.

 

Tirsdag

Min far døde i morges. Han ligger her i stuen og ser så fin ud, næsten som kunne han vågne hvert øjeblik. Sorgen sidder i maven og løber ud af øjnene og ud af næsen på os. Jeg vidste godt, jeg ville blive ramt, når han døde, selv om vi ventede det, og selv om han var afklaret med dødens komme.  Men jeg vidste ikke, at det ville føles så ubærligt, at han er væk for bestandigt. At jeg ville savne hans nærvær så meget, selv mens han stadig ligger her i stuen. Hans tynde, hvide hår med det lille svirp til venstre ude ved spidserne falder så karakteristisk ned over den høje pande. Hans skæg har bevaret lidt af sit røde. Hænderne, som han byggede og reparerede alting med, er stadig en smule for store til hans spinkle bygning. I den favn og mellem de to hænder følte jeg mig sikker.

 

Den smalfilmsseance forleden blev det sidste, vi gjorde sammen. På det sidste klip sidder vi sammen på den gamle trækælk på toppen af en sneklædt bakke i Mols Bjerge i 1979. Vintersolen er ved at gå ned bag horisontlinjen. Først strækker min far begge arme op over hovedet, som for at sige ’Se, uden hænder’, og kælken begynder at glide. Foran ham strækker jeg mine to-årige arme begejstret i vejret også. Så glider vi videre og forsvinder i modlyset fra den synkende sol.